21. oktober 2023

Dagen derpå. Efter stormfloden de seneste par dage.

Måske meget passende at blive mindet om det maleri på Facebook netop i dag - dagen derpå.

Første udgaven af maleriet "Stormfloden" blev til i 1988. Efter en del dramatiske år, som i 1987 kulminerede i en række dødsfald, en tvangsauktion, et højskoleophold, en droppet universitetsuddannelse, en flytning og pardannelse med Sanne, kastede jeg mig ud i at tegne og senere at male. En form for virkelighedsflugt.

Vi giftede os medio 1988 midt i et voldsomt psykisk stormvejr i mit hoved. Sådan noget med at krydse (mine egne) spor og grave huller i skovene om natten, skille telefonen ad, lure bag gardinerne og tape døre til om natten. Den lokale læge var en af denne verdens klogeste og udleverede noget narkomedicin. Han var så dygtig, at han kom i TV. Jeg sov stort set ikke i et halvt år.

Ironisk nok kørte jeg traktor for godsejeren i den periode - ude i godset Bjørnholms mose på en mark, som blev kaldt "Verdens Ende". Det var ikke nogen rar oplevelse og jeg kunne selvfølgelig være stået af. Det gjorde jeg ikke og livet gik videre.

En af mine yngre brødre blev som 14årig kørt ihjel i 1977. Jeg var 17år. Jeg fældede ingen tårer ved graven. Den aften han døde gik jeg tidligt i seng og startede i stalden næste morgen kl. 4.30. Kunne lige nå at muge svin i et par timer inden jeg i rasende uforsvarlig fart kørte til gymnasiet i mine forældres Opel 1900. Det samme hver morgen de næste mange måneder. Først 10 år senere, da Sanne og jeg var flyttet sammen ude på Bjørnholm, kom reaktionen på dødsfaldet. Det begyndte med en serie drømme om at stå ved graven, hvor jeg så min mors sorg.

Der stod litervis af stærk spiritus i skabet i vores stue, men jeg rørte det aldrig. En enkelt gang i de mange måneder blev det til et par flasker vin, en fernisering på Café Drudenfuss i Århus og så en julefrokost, der gik "lidt" over gevind. Men aldrig i det daglige, da fokus lå 100% i tegneblokken. Terapi når det er værst.

Det var selvfølgelig Sanne og ikke mig der var noget galt med. Derfor ledte vrangforestillingerne mig til hypnotisøren Ali Hamann. På visitkortet stod der Dr.psyk. Han sagde om sig selv: "Jeg er ikke rar, men jeg er effektiv". Med en blanding af hypnose og hårde ord bankede han det paranoide og psykotiske på plads - for en stund. I mange år derefter døjede jeg med små og store udbrud. Noget, der har kostet voldsomt megen energi at holde i ave.

Motivet med det strandede skib på Holger Drachmann's maleri "Stormfloden på Falster, 1872" virkede særdeles dragende på mig dengang i 1988. Måske ikke uden grund. Førsteudgaven fik mine forældre.

I 2017 var jeg også ude i en krap vind, dog uden sammenligning med 80'erne, selvom mønstrene og symbolerne var meget lig fortidens. Der lå ikke en bevidst tanke bag det at male motivet igen. Mere en indskydelse. Set i bakspejlet var det vist alligevel meget rammende. Det blev starten på alle vandreturene langs sporet - ud til Vendepunktet ved Vejs Ende i 2018-20. Forbi et skudt svin, en blodprop i hjertet, Yggdrasil og min egen kiste i atelieret. Et par meget kraftige symboler at have på besøg. Vendepunktet, der hvor den fortabte søn begynder vandringen hjem til et nyt liv.