Galleri GlobArt
  Jens Christian Vestergaard

Horisontal tænkningen opererer i og med sprogets logiske strukturer i et felt af tid og rum, årsag og virkning. Den arbejder trin for trin (kumulativt) og konvergerer mod entydighed i konklusioner og resultater. Den omsætter fænomener og oplevelser i digitale/sproglige koder.

Vertikal tænkningen opfatter ligheden mellem flere ting eller egenskaber ved ting (analogi), og i modsætning til horisontal tænkningen har vertikaltænkningen sit objekt udenfor sprogets logiske strukturer. Vertikaltænkningen arbejder kontinuert og omsætter sprogets digitale koder til analogier og resulterer ofte i divergente konklusioner. Vertikaltænkningen kommer til udtryk i drømme, magiske handlinger, myter, eventyr, kunst­nerisk udfoldelse, leg, psykotiske tilstande m.v., og dets indhold har symbolsk karakter.For at kunne afgrænse de to typer tænkning i forhold til hinanden, har jeg opstillet nedenstående skematiske oversigt,⁶ som angiver visse karakteristika:

SYMBOLER:

Erich Fromm skelner mellem tre typer af symboler: Det konventionelle, det tilfældige og det universelle symbol. Kun de to sidste slags symboler udtrykker indre oplevelser, som om de var sensoriske oplevelser, og kun de har sym­bolsprogets elementer. Det er de universelle symboler, hvortil myten hører, som har interesse her.

Det universelle symbol udmærker sig ved, at der består et indre forhold mellem symbolet og det symbolet repræsenterer. Erich Fromm mener, at legemet udtrykker vor psykiske tilstand, stemninger m.v. Han går så langt som til at sige at legemet er et symbol - og ikke en allegori på - psyken. "Visse fysiske fænomener tyder ved selve deres natur på visse emotionelle og mentale oplevelser, og vi udtrykker disse sidste i de fysiske oplevelsers sprog, det vil sige sym­bolsk".⁷ Ved det universelle symbol er forholdet mellem det som symboliseres og symbolet ikke tilfældigt, men har altså sin rod i oplevelsen af slægtskabet mellem en emotion eller tanke på den ene side og en sensorisk oplevelse på den anden.⁸ Et symbols indhold kan ikke udtrykkes i entydige termer. Symbolet har netop sin betydning ved at udtrykke noget, der ikke kan udtrykkes bedre på en anden måde.⁹

Horisontal tænkningen arbejder med en logisk rækkefølge af begivenheder i tid og rum. Begivenhederne behøver ikke nødvendigvis være realistiske, men de forklarer hvorfor den ene begivenhed følger efter den anden.
I vertikaltænkningen bliver rækkefølgen i tid til en voksende intensitet i det følelses­mæssige. Medens logikken i den "manifeste" historie er en årsags­sammen­hæng mellem ydre be­givenheder, er logikken i den "la­tente" historie anderledes. Begiven­hederne her har relation til hinanden i kraft af deres associationer med tilsvarende indre oplevelser (analo­gi og ­billedrum). Horisontal­ tænkningen går analy­serende på langs ad en fortæl­ling eller et digt og foretager en addi­tiv sammen­fatning, hvor imod ver­tikal tænkningen går analogi­serende på tværs og syntetiserer fortælling eller digt til et hele - en oplevelse. Det får mig til at tænke på Grundt­vigs anskuelse, at al erkendelse har sin grund i følelser. Stærke og rige følelser baner vej for dybe indsigter, mens svage og fattige følelser kun avler ringe indsigt. Han sammenfatter dette i en enkelt sentens: "Forstand er nemlig slet ikke andet, end en Følelse der bliver sig selv klar."¹⁰ I stedet for at spærre for erkendelse af virkelighed, så åbner følelsen for indsigt. Alene gennem følelsen får vi virkelig­heden ind på livet. Dette er en af hovedsyns­punkterne i den narrative pædagogik. Man kan således sige, at symbolet påvirker vores tænkning i samme omfang, som det får lov at vinde følelsesmæssig genklang her. Form og indhold går således op i hinanden i en uadskillelig syntese, hvor sprog og oplevelse sætter grænserne for vores tænkning og erkendelse.

Flemming Tinggård skriver: "Enhver tyd­nings forudsætning er oplevelsen af at træde ind i et bevidst forhold til det at være til, at blive op­mærksom på sin egen tilstedeværelse".¹¹

Oplevelsen af at træde ind i et bevidst forhold til min egen tilstede­værelse er altså iflg. Tinggaard forud­sætningen for tydningen af et kun­stværk. Oplevelsen kunne f.eks ligge i, at kunstværket fore­holder mig en mu­lighed som jeg ikke tidligere har været opmærksom på, og derved tvinger mig ud over min hidtidige virkelighedsfor­ståelse. Oplevelsens forudsæt­ning er, at vi gribes af noget som vi tvinges til at tyde, hvis ikke værket skal miste sin be­tydning og blive os ligegyldigt. Vi fastholdes i tyd­ningen af værket så læn­ge vi nærer tillid til, at det skjuler en me­ning, og dermed bliver tydningen et udtryk for åbenhed overfor værket. Op­levelsen af tilværelsen som menings­løs kunne således kaldes angst for mu­ligheden og dermed angsten for at blive op­mærksom på egen tilstedeværel­se. Konfrontationen mellem tilværel­sens absolutte meningsløshed og menneskets lige så absolutte behov for mening kan betegnes som absurd,¹² og kan måske kun overvindes ved at blive fastholdt som et paradoks.

Vores velkendte, strukturerede virkelighed kan betegnes som udtryk for en sproglig "konsensus"¹³ omkring vort daglige liv og gøremål. En konsensus i stadig forandring. Peter Bastian bruger udtrykket "vores fælles illusionære virkelighed"¹⁴ om den ydre virkelighed vi er nået til en vis enighed om. Viden­skaben tyder fænomener i den ydre verden, men disse fænomener beskrives i et abstrakt sprog, der viderebringer videnskabs­mandens umiddelbare oplevelse af fænomenet som en realitet og ikke blot som en mulighed. Konsekven­sen bliver efter min mening, at vi mister i oplevelse, hvad vi måske vinder i entydighed og form. Vi risikerer at miste tilværelsens: dyb­dedimen­sion,¹⁵ fordi vi i alt for høj grad er villige til at indrette os efter "den fælles illusionære virkelighed". Det giver nemlig sikkerhed og tryghed at færdes i det kendte område af årsag og virkning. At bevæge sig i ­myternes univers af mulighed kræver det mod og den åbenhed, der skal til, for at se livets mysterium i øjnene. Johannes Sløk siger det på denne måde: "Det mytiske sprog er det rationelle sprogs uopgivelige og legitimerende grundlag"¹⁶, og dermed mener han, at myten er sproget selv i sin egen oprindelighed. Han siger: "Myten er den oprindelige udlægning, der lader verden fremstå i sin således udlagte sproglighed, og hinsides den findes virkelighed ikke". Hvor myten ikke tages alvorligt, tager sprog og virkelighed afsked med hinanden og verden reduceres til materiale og begreber uden indhold.

MYTER:

Den amerikanske myteforsker Joseph Campbell (mentor for George Lucas i forbindelse med Star Wars filmene) skriver om myten, at den er "en offentlig drøm" - og drømmen er "en privat myte/mytologi".¹⁷ Videre skriver han, at myterne er verdens drømme. De er arketypiske drømme og de beskæftiger sig med de store menneskelige spørgsmål. Hver eneste myte, som fortælles i dag, har sin oprindelse i tidligere erfaringer.¹⁸ Det leder op­mærksom­heden hen på N.F.S.Grundtvigs tanker om den nordiske mytologi. For Grundtvig var myter ikke blot forvansket historieskriv­ning om guderne som afspejling af fortidens helte - hvad mange af hans samtidige mente. Myterne var heller ikke natur-allegorier, hvori naturfænome­ner som lyn, torden, regn m.v. personificeredes som guder. Grundtvig så, ligesom også Joseph Campbell, myterne som "det hele". Joseph Campbell siger: "Det er ganske rigtigt, at myten er en religiøs historie - den er også en ritualformel, den er en arketype osv.".

Der findes alligevel visse fællestræk vedrørende mytens væsen. Myten er et sprogligt fænomen, og den kan med lidt sprogsans oversættes fra sprog til sprog uden at fortællingens kerne går tabt, - men kun i form af myte, hvilket beror på mytens symbolske natur.¹⁹ Mytens symbolske natur er et andet fællestræk. Symbolet adskiller sig fra allegorien ved at allegorien kan omskrives, medens symbolet altid er rigere end en omskrivning. "Det sande symbol trodser al forklaring og ligeså den sande myte. Man kan lægge en betydning i dem begge - man kan aldrig bortforklare dem".²⁰ Symbolet er rigt på konnotationer og associationer, som både forbinder det med menneskehedens historie og det enkelte menneskes indre univers. For det tredje kræver myten at blive taget alvorligt. Hvis myten ikke tages alvorligt bliver den meningsløs. Mytens personer er generelle typer. Det kan være enhver, som hører eller læser myten. Myten kan ofte have et moralsk sigte, gennem hvilket den peger nøgternt på tilværelsens grund­læggende problemer og forhold. Det beror efter min mening på dens egenskab af mulighed, som fordrer stillingtagen.

Vi vender nu tilbage til Grundtvig. For ham var myterne et eminent udtryk for menneskets sjælelige erfaring, og han nåede gennem en højst subjektiv og "eksi­stentiel" tolkning af de nordiske myter frem til en total-opfattelse af myten som "et billede af det universalhistoriske menneskeliv". For Grundtvig var myten lig med eksistens,²¹ og historien var livserfarin­gen i det store. Det er i poesien vi møder de stærkeste udtryk for folkets drømme, Historien, og herunder myterne, viser, hvordan disse drømme er forsøgt realiseret. Myterne bliver da et udtryk for menneskehedens tidligste erfaringer (menneskehedens barndom).²²

"Hver eneste myte som fortælles i dag, har sin oprindelse i tidligere erfaringer - de forskellige samfunds myter smelter sammen - i dag er der ingen grænser og derfor er den eneste mytologi, som har gyldighed i dag, klodens mytologi - og en sådan findes ikke".²³

Joseph Campbell skriver videre, at mytologi er poesi og det poetiske sprog er meget fleksibelt, men religion gør poesi til prosa. Efter min mening, kan det være svært at opfatte poesi bogstaveligt, idet det simpelthen bliver meningsløst. Poesien sprænger ganske enkelt horisontal tænkningen. Anvendelse af myter i livstydningen forudsætter, at man tager dem alvorligt. Hermed mener jeg, at myterne gennem vertikaltænkningen skal have lov at virke på lige fod med horisontal tænkningen i den enkeltes bevidsthed. Sagt med  Cambells ord: "Myten giver næring til erkendelsen af, at ens fuld­kommengørelse ligger indenfor mulighedernes grænser, og at sollyset kan komme ind i din verden. At dræbe uhyrer og drager er at slå de mørke ting ihjel. Myterne rammer et eller andet dybt inde i dig. Da du var dreng, bar du dig ad på din måde, og da jeg var dreng, læste jeg mine indianer­historier. Senere i livet fortæller myterne dig flere og flere ting. Jeg tror, at enhver, der har beskæftiget sig seriøst med religiøse eller mytiske ideer, vil være enig med mig i, at vi lærer dem som børn - på ét bestemt niveau, men derefter åbenbarer der sig mange forskellige niveauer. Myterne kan åbenbare sig på uendelig mange planer".²⁴

Jeg mener, at vertikal- og horisontal tænk­ningen kan betragtes som hinandens forudsætninger. Uden vertikaltænkningen ville virkeligheden falde sammen. Det er alene tilliden til og troen på, at de ikke-sproglige oplevelser skjuler en mulighed for mening, der opretholder virkeligheden. Og uden tro og tillid ville vi ikke kunne få øje på os selv som eksi­sterende. På den anden side ville oplevelsen gennem vertikaltænkningen og symbolerne ikke kunne finde sted uden sprogets virkelighed, som vi strukturerer vores tilværelse i. Jeg mener, at modsætningen mellem liv og død, som for Grundtvig var tilværelsens hoved­modsætning, er at finde i bevægelsen mellem oplevelse og be­grebsliggørelse. "Et menneskes tilværelse består i at pendulere mellem tilfældighed og betydning".²⁵

At blive bevidst om virkeligheden og egen tilstedeværelse i den, kræver en stadig bevægelse mellem vertikal- og horisontal tænkningen, der således kommer til at fremstå som komplementære.

Sprogligt nås grænserne i matematikkens entydighed, som redskabet til beskrivelse af den ydre verdens grænser, og symbolet/myterne, der beskriver den indre verdens struktur og grænser. "Myterne er som bjælkerne i et hus: ikke synlige udefra, men selve den struktur, der holder huset sammen, så mennesker kan bo i det".²⁶

"I symbolet kan det enkelte menneske lade sine egne livserfaringer indgå i en helhedsfor­ståelse. Symbolernes rummelighed udelukker ikke et evigheds­perspektiv, men de påtvinger det heller ikke".²⁷

Forholdet mellem sprog og oplevelse er en vekselvirkning, der giver os bevidsthed om vores tilstedeværelse. Vi kan veksle en oplevelse til noget sprogligt, og vi kan omsætte et sprogligt fænomen i oplevelse, som det sker i forbindelse med myter og symboler.

Adgangen til en symbolsk tydning af myterne er åbenhed og tillid. Lukker vi os inde bag Asgårds mure, så står Ragnarok for døren. Men gælder også det omvendte? Øger en symbolsk tydning tilliden og åbenheden overfor det fremmede og ukendte? Jeg mener, at det afhænger af hvilken myte symbolet iklædes i sprogets virkelighed.

Jeg ser myten som et sprogliggjort symbol. Den er så at sige foldet ud på horisontal planet. Mytens symbolske indhold skal findes bag dens kulturelle iklædning. Endvidere mener jeg, at myten kan indeholde flere symboler/billeder, som på sin vis overskrider grænserne mellem forskellige mytologier. Måske fordi symbolet netop befinder ved det verbale sprogs yderste grænse.

Kendte eksempler på dette er især den nordiske og den Gl. Testamentlige skabelses­mytologi, hvor træet optræder. Træet som symbol ligger på en måde forud for myterne, ikke alene i kronologisk forstand, men også som noget præ-sprogligt. Det er nødvendigt at lære symbolernes sprog, hvad enten de optræder i myter eller i billeder, fordi de indgår i mange dagligdags sammenhænge.

Ligesom myten er billedet sin egen forklaring. Den rummer en verden, der hviler i sig selv. Del og helhed harmonerer, hvor udtrykket er lykkedes. Hvor et kunstværk/­billede har tilstrækkelig visuel kraft opleves helheden direkte og uden om dagligsprogets mange begreber. Oplevelsen går forud for tydningen og muligheden for mange tolkninger opstår.

Et billede stiller ikke spørgsmålet "hvorfor?" og kræver ikke svaret "det er fordi!". Det er på en gang spørgsmål og svar - netop et billede! Det får mig til at tænke på den tyske filosof og erkendelsesteoretiker Constantin Brunner. Ifølge Brunner kan den, der stiller spørgsmålet "hvorfor?" slet ikke filosofere, idet kausaliteten hører til det relative og tilfældige i vores eksistens. Sprog og tale er ikke identisk med tænken, men i højere grad et udtryk for vilje og handling i en årsagssammenhæng. (myten som sprogliggjort symbol). Relegion og metafysik gør således det absolutte til det relatives årsag (finder en første og absolut årsag, f.eks Gud, Big-Bang). Filosofi derimod lærer det relative som opfattelsen af det absolutte. Filosofi vil således være at forstå myter som sproglige udtryk for symboler og et symbolsk indhold. Jeg mener, at både naturvidenskab og psykologi har deres grund i metafysik og metapsykologi og i den sidste ende i en symbolsk-mytisk tilværelsestolkning. I sin korrespondance med Einstein skriver Freud bl.a. "Det kan måske synes dig, som om vore teorier er en form for mytologi. Men ender ikke enhver videnskab i sidste instans i en form for mytologi som denne? Kan det samme ikke siges i dag om din egen fysik?²⁹

At beskæftige sig med billeder, symboler og myter er på en måde at beskæftige sig med tiden før Babelstårnet - før sprogforvirringen. Det er at lægge et erkendelsesmæssigt fundament under "vores fælles illusionære virkelighed". Og vel ikke uvæsentligt i en "postmoderne" kultur.

Livets træ er, trods alt, stadig noget vi kan opleve i vores dagligdag, hvis vi gir os selv lov. Derved kommer den os nærmere end mange andre symboler i mytologien. Den megen miljødebat (fældning af regnskove osv.) - kulturen kontra naturen - gør ikke træets symbolik mindre aktuelt. Kulturen vil sikre sig overlevelse gennem en beherskelse af naturen. Men den, der fanger fuglen, fanger ikke fuglens flugt.³⁰

Træet som symbol fattes kun i vertikaltænkningen. Her gribes og forstås den som en levende helhed. Den symboliserer fælles menneskelig erfaring, liv, vækst, frugtbarhed, sammenhæng og udvikling. Den er udtryk for proces.

Symbolet er konkret og samler virkeligheden i et billedsprog. Derved tales der til vores fantasi, følelse og intuition. Vi drages aktivt ind som deltagere i symbolernes univers.

I vertikal tænkningen er træet værdifuldt i sin helhed som noget levende, men i horisontal tænk­ningen får træet først værdi, når det laves til så og så meget tømmer og dermed kroner og ører (gøres digitalt).

Begge tænkemåder er nødvendige og hinandens forudsætninger - komplemen­terer hinanden.

I vertikal­tænkningens billeder er en tanke en fuldbyrdet opmærksomhedstilstand, noget samlet og fordybet, hvor følelse afløser følelse i en "kredsende" bevægelse indtil en fornemmelse af (menings-)fylde opstår.

Litteratur liste:

Nina Rosenstand: "Mytebegrebet", G.E.C.Gads Forlag 1981.
Erling Jacobsen: "De psykiske grundprocesser", Centrum 1984.

Erich Fromm: "Det glemte sprog" - en orientering i forståelsen af drømme, eventyr og myter. Hans Reitzels Forlag A/S 1982.

Joseph Campbell: "Levende myter". Thaning & Appels Forlag 1973.

Joseph Campbell: "Mytens magt". Politikens Forlag 1991.

Niels Kofoed: "Myte og intellekt". Munksgaard 1968.

Peter Bastian: "Ind i musikken" - en bog om musik og bevidsthed. Gyldendal 1987.

C.G.Jung: "Mennesket og dets symboler". Lindhardt og Ringhof 1991.

K.E.Løgstrup: "Den etiske fordring". Gyldendal 1991.

Victor E. Frankl: "Psykologi og eksistens". Gyldendal 1986.

K.E.Bugge: "Grundtvig" - tekster i udvalg. NNF 1980.

Ejvind Larsen: "Det levende ord". Rosinante 1983.

Rollo May: "Myte og eksistens". Gyldendal 1992.

N.F.S.Grundtvig: "Indledningen til Nordens Mythologi". Værker i udvalg v. G.Christensen og Hal Koch, Bd.4.

Anders P. Thyssen, Christian Thodberg m.fl.: "Grundtvig og grundtvigianismen i nyt lys". ANIS 1986.

Blaise Pascal: "Tanker" oversat af Nils Soelberg. NNF 1986.

Svend Bjerg: "Fortælling og etik". Gyldendal 1986.

Hans Goetz: "Liv er tænkning" - Hovedlinier i Constantin Brunners filosofi og erkendelsesteori. Akademisk Forlag 1982.

Johannes Sløk: "Det religiøse sprog". Forlaget Centrum 1982.

Poul Borum: "Digteren Grundtvig". Gyldendal 1983.

Niels Bohr: "Naturbeskrivelse og menneskelig erkendelse" - udvalgte artikler. Forlaget Rhodos 1985.

Sven Tito Achen: "Symboler omkring os". G.E.C.Gad 1975.

Hans Povlsen: "Græske gudesagn". Gyldendal 1966.

Niels Saxtorph: "Nordiske gude- og heltesagn". Lademann 1984.

Bodil og Ingvar Glad: "Livets træ" - 24 dias med teksthæfte, Religionspædagogisk Center 1991.

Erik A. Nielsen: "Livets træ" - en bog om Niels Helledie. Dafolo Forlag 1990.

E.H.Gombrich: "Kunstens historie". Gyldendal 1972.

Bibelen.

Peter Kemp: "Det uerstattelige" - en teknologietik.

D.H.Lawrence: "Apokalypsen", Fremad 1968.

Hertil kommer diverse litteratur, som på den ene eller anden måde har været forbundet med emnet.

Enkelte fodnoter i begyndelsen af tekststykket er desværre "faldet ud" under kopieringen.

5 ^ Begreberne er hentet fra Victor E. Frankl`s psykologi - logo­terapien
6 <sup></sup> Udarbejdet på grundlag af anvendt litteratur.
<sup>4</sup> Erich Fromm omtaler i "Det glemte sprog" bogstaver i ord, der træder i stedet for en genstand, som eksempler på konventionelle symboler.
7 <sup></sup> Erich Fromm`s "Det glemte sprog" - en orientering i forståelsen af drøm­me, myter og eventyr.
8 ^ Etymologisk er det interessant i denne forbindelse at se, hvordan f.eks ordet vrede kommer af at vride, eller anger og angst har forbindelse med angina = indsnævring kommer fysisk til udtryk hos et menneske. Hvad med f.eks. "glad" = glat/afspændt?
9 ^ C.G.Jung i "Forvandlingens symboler".
10 ^ N.F.S.Grundtvig: Indledningen til Nordens Mythologi. Værker i udvalg v. G. Christensen og Hal Koch, Bd.4.
I bogen "Grundtvig og grundtvigianismen i nyt lys" (ANIS) af Thodberg,­Thyssen m.fl. citeres ordet "tanke" i stedet for "forstand".
11 ^ Flemming Tinggaard: "Myte og eksistens" En tematisk læsning af tilblivelsens myter.
12 ^ Som det er tilfældet hos Albert Camus.
13 ^ Udtrykket bruges af Holger Henriksen i "Den politiske dan­nelse", hvor han beskriver "undervis­ningens samtale" som midlet til at bevidstgøre eleven om virkelig­heden med sigte på at etablere konsensus mellem generationerne om fælles behov og interesser. Holger Henriksen beskriver konsensus som en overensstemmelse mellem mennesker, der beror på, at overens­stemmelsen mellem sproget og virkelig­heden bygger på en overens­komst. Konsensus er således i stadig forandring.
14 ^ Peter Bastian i bogen "Ind i musikken" - en bog om musik og bevidst­hed.
15 ^ Paul Tillisch i "Den glemte dimension".
16 ^ Johannes Sløk i "Det religiøse sprog".
17 ^ Joseph Campbell: "Levende myter".
18 ^ Joseph Campbell: "Mytens magt".
19 ^ Nina Rosenstand i "Mytebegrebet".
20 ^ D.H.Lawrence i "Apokalypsen".
21 ^ Poul Borum i "Digteren Grundtvig".
22 ^ Fra K.E.Bugge: "Grundtvig" - tekster i udvalg, samt "Grundtvig - og grundtvi­gianismen i nyt lys" af Chr. Thodberg, Anders P. Thyssen m.fl.
23 ^ Joseph Campbell i "Mytens magt"
24 ^ Joseph Campbell: "Mytens magt".
25 ^ K.E.Løgstrup i "Skabelse og tilintetgørelse"
26 ^ Rollo may i indledningen til "Myte og eksistens".
27 ^ Bodil og Ingvar Glad i "Livets træ" - teksthæfte til dias serie.
28 ^ Citeret fra indledningen til "Myte og eksistens" af Rollo May.
29 ^ Fra et digt af Vagn Steen.