Boatrise

Charons Flåde


Charons flåde * 200cm x 160cm * Olie på lærred * Marts 2021

 

Maleriet er et blandt flere billeder, der er inspireret af overfarten fra det jordiske liv til efterlivet. I bredere forstand overfarten eller overgangen fra et livsafsnit til det næste. Transformation og vækst som menneske, gennem øget selvindsigt går via en bro eller over vand. Sejler over det, til det nye land på den anden side.

Færgemanden og forestillingen om færgemanden er kendt fra forskellige kulturer og mytologier. Det var skik og brug, at afdøde mennesker fik en eller flere mønter med på den sidste rejse, så de kunne betale for overfarten. Grækerne lagde således en mønt under tungen på de døde.

Prisen for transformation og åndelig vækst er et afkald på bindingen til den materielle verden (status, formue, magt...), som symboliseres ved mønten. Livet består jo af disse overgange eller overfarter, hvor det gamle liv forlades og dør. Vi må rejse over vand (følelser) til den anden side for igen at få fast grund under fødderne.

I den græske mytologi hed færgemanden Charon. Da, der er tale om mange mennesker og flere overgange i det enkelte menneskes liv, har jeg givet maleriet titlen ”Charons flåde”. Flåden sejler fra billedets venstre side mod højre. For mig et udtryk for, at ”overfarten” tager afsæt i det ubevidste (fortiden) eller den åndelige side for af materialisere sig i fornyet fysisk form på den anden side af vandet.
 
Stoholm d. 18. januar 2022
Jens Christian Vestergaard